Fortsæt til indhold

Miljøsvin i kæmpebrøler: Afsløret af vaks politihund

Krimi
Arkiv

En af Bornholm Politis tjenestehunde afslørede i sidste uge helt tilfældigt et miljøsvin, som blandt andet havde smidt et bord, to stole og fire sække haveaffald i naturen på Lille Almegårdsvej i Rønne.

Hunden var onsdag aften på træningsopgave, og her fik den færten af affaldet, som til miljøsvinets store fortrydelse også indeholdt en stålpostkasse, hvorpå vedkommendes navn og adresse stod.

Det var derfor nemt for politiet at finde frem til den skyldige - en 34-årig mand - som nu er sigtet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.

Det oplyser Bornholms Politi i døgnrapporten for påskedagene.

jn