Mand trak pistol efter færdselsuheld
Politiet sendte flere patruljer til et færdselsuheld, hvor de implicerede røg i totterne på hinanden, og et vidne så en pistol
Flere politipatruljer blev onsdag aften klokken 22.28 sendt til Grenåvej i Skødstrup efter en melding om et slagsmål og en pistol.
Det var et vidne, som alarmerede politiet og fortalte, at to biler havde været impliceret i et færdselsuheld i rundkørslen ved motorvejstilkørslen.
Efterfølgende var to mænd ifølge vidnet steget ud af bilerne og endt i slagsmål. I den forbindelse så vidnet, at den ene havde en pistol.
Flere patruljer kørte hurtigt til stedet, hvor der nu kun var en enkelt bil tilbage sammen med dens 24-årige chauffør. I bilen fandt betjentene en hardballpistol, som må antages at være den, anmelderen har set.
Den 24-årige forklarede, at han havde handlet narko med føreren af den anden bil. Da han havde sagt nej til at købe mere narko end aftalt, havde den anden bil jagtet ham til rundkørslen, hvor han mistede herredømmet over bilen og ramte et skilt.
Den 24-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for narkokørsel.
dp