Begik væbnet røveri mod Grenaa-købmand
En ung mand er varetægtsfængslet i 14 dage efter røveri mandag aften
Mandag aften klokken 19.29 blev Min Købmand på Trekanten i Grenaa udsat for et røveri begået af en 19-årig mand.
Manden gik ind i butikken med en halsedisse for ansigtet og trak en kniv frem, som han truede en 17-årig medarbejder bag kassen med.
Han forlangte penge fra kassen, men medarbejderen nægtede at give ham penge. Det fik røveren til at banke sin kniv ned i bordet for i stedet at forlange at få cigaretter udleveret.
Det fik han heller ikke fra den 17-årige medarbejder, og det fik den 19-årige røver til at opgive.
Han løb ud af butikken og stak af på cykel, men nogle kunder i butikken genkendte ham, og klokken 23.55 lykkedes det en politipatrulje at finde frem til den 19-årige mand på en adresse i Grenaa.
Han blev anholdt og sigtet for forsøg på røveri. På flugtruten fandt politiet en taske med en køkkenkniv og det tøj, som gerningsmanden havde haft på under røveriforsøget.
Tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i 14 dage. Han erkendte at stå bag røveriet og kærede ikke kendelsen.
dp