Fortsæt til indhold

Politirapporten: Indbrudstyv afsløret af blod og video

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 8. april 2020

Krimi
Arkiv

En 19-årig mand fra Lystrup blev tirsdag kl. 23.36 anholdt og sigtet for indbrud i hhv. en lægeklinik i Lystrup samt indbrud i en gavebutik i Lystrup. Ved begge indbrud blev en rude knust med en krukke. Blodspor på stedet tydede på, at gerningsmanden havde skåret sig.

Flere patruljer tog efterfølgende rundt i området og talte med mennesker, der kunne have set noget, og på en tankstation i nærheden, var der bid. Personalet kunne huske, at en mand var kommet ind tidligere, med det der lignede friske skader på armen. De havde desuden videoovervågning, der viste manden. Betjentene genkendte straks manden på videoovervågningen, da de havde afhørt ham i forbindelse med en anden sag kort forinden.

Den 19-årige sikrede sig i forbindelse med anholdelsen desuden flere sigtelser for trusler og fornærmelser mod polititjenestemænd.

Butikstyv stjal energibarer og beef jerky i City Vest

En patrulje blev tirsdag kl. 10.55 sendt til City Vest i Brabrand for at assistere vagten på stedet, der havde tilbageholdt en butikstyv, der nu opførte sig voldsomt og udadreagerende.

Vagten fortalte, at han først var blevet tilkaldt af Normal, der havde mistanke om, at en 23-årig mand havde taget energibarer fra butikken. Vagten fulgte efter den 23-årige, som herefter gik ind i Føtex. Her tog han en række varer, blandt andet flere poser beef jerky og riskiks, og lagde i en sort sportstaske, han havde medbragt. Den 23-årige forlod herefter butikken uden at betale for varerne, hvorefter vagten tilbageholdt ham.

Den 23-årige mand blev sigtet for begge tilfælde af butikstyveri.

Brand i fabriksbygning

En patrulje kørte tirsdag kl. 11.57 til anmeldelse om brand i en fabriksbygning på Jens Juuls Vej i Viby. Ved ankomst var brandvæsnet i fuld gang med slukningen. De indledende undersøgelser tydede på, at ilden var opstået i eller omkring en maskine på stedet, og ilden blev hurtigt slukket.

Færdsel

En 63-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 11.44 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby J.

Færdsel

Tirsdag kl. 13.38 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Vester Allé og Janus La Cours Gade i Aarhus, da en 24-årig mandlig cyklist blev påkørt af en sort Audi Q3 under et højresving. Bilen flygtede efterfølgende fra stedet. Cyklisten fik ikke umiddelbart alvorlige skader under påkørslen.

Færdsel

En 30-årig knallertfører blev tirsdag kl. 18.12 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Paludan-Müllers Vej i Aarhus.

Færdsel

Tirsdag kl. 23.01 skete der et færdselsuheld på Korshøjen i Risskov, da en 25-årig mandlig bilist påkørte to skilte i midterrabatten. Den 26-årige kom ikke umiddelbart til skade ved uheldet.

Indbrud i boliger i Aarhus

På Bygaden i Lystrup begået mellem torsdag den 2/4 kl. 15.00 og tirsdag den 7/4 kl. 18.15

På Fortevej i Risskov begået mellem fredag den ¾ kl. 17.00 og tirsdag den 7/4 kl. 18.45

jr