Fortsæt til indhold

Nu efterlyser politiet halt fører i klipklapper

Mand valgte at stikke af efter at have påkørt kvindelig bilist

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi er lige nu på jagt efter en mand, som torsdag morgen stak af fra et uheld på motorvejen ved Randers.

Manden påkørte en 32-årig kvindelig bilist, da begge kørte i nordgående retning.

Ifølge kvinden steg føreren ud af bilen og talte med hende, men gav udtryk for, at han ikke ønskede politiets indblanding eller at udveksle oplysninger. Derefter stak han af fra stedet.

Derfor har politiet nu valgt at efterlyse manden, som kørte i en sort Audi.

Han beskrives som 50-55 år, mellem 170 og 175 centimeter høj og med en kraftig kropsbygning.

Manden havde kort, gråt hår og gråligt/mørkt skæg. Han haltede, bar klipklapper og talte dansk og var ydermere iført en hvid t-shirt og en mørk hættetrøje med lynlås.

Politiet hører gerne fra vidner til uheldet eller personer, som ved, hvem manden er.

dp