Fortsæt til indhold

Flammehav i nat: Voldsom gårdbrand på Djursland

Brandvæsen kæmpede med brand i mange timer

Krimi
Jeppe Rafn

Politi og brandvæsen blev natten til mandag klokken 04.31 kaldt ud til en brand på en firelænget gård på Diverhøjvej lige udenfor Trustrup.

Den ene længe, en maskinhal, var brudt i brand og stod ikke til at redde, så den udbrændte, oplyser Jan Recke, indsatsleder ved Beredskab & Sikkerhed.

"Det brændte godt, da vi kom derud, og branden blev besværliggjort af stålplader ovenpå tagpappet, så når vi hældte vand på, løb vandet af - og tagpap brænder rigtig godt," fortæller indsatslederen.

Vognmandsfirmaet Gert Svith blev tilkaldt og kom ud med en stor kran for at fjerne stålpladerne, så brandvæsnet kunne slukke branden. I første omgang kørte brandfolk fra Grenaa til branden, men der blev tilkaldt assistance fra Kolind og en tankvogn fra Ebeltoft, fortæller indsatsleder Jan Recke, som Lokalavisen talte med mandag sidst på formiddagen. På det tidspunkt var brandfolkene fra Kolind og Ebeltoft kørt hjem, mens styrken fra Grenaa først var ved at pakke sammen efter mange timers brandbekæmpelse.

"Vi fik heldigvis styr på branden, så den ikke bredte sig, efter vi kom derud. Det var en gammel, men meget velholdt og renoveret gård - et flot sted," siger Jan Recke og tilføjer, at det var gårdejeren selv, der opdagede branden og anmeldte den.

Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at den udsendte patrulje kunne se flammer og kraftig røg på flere kilometers afstand. Brandårsagen er endnu ukendt.

Ingen dyr eller mennesker kom noget til ved branden.