Fortsæt til indhold

Sad og drak en øl hos naboen: Pludselig stod hans hus, bil og carport i flammer

Krimi
Arkiv

Fredag middag udbrændte en villa på Damgaards Allé i Kerteminde. Med sig tog flammerne også husejerens bil og carport, skriver fyens.dk.

Selvom brandvæsenet gjorde alt, hvad de kunne for at redde så meget som muligt, så var der intet at stille op, og ejeren Kaj Wissing Rasmussen, som selv har bygget huset for over 40 år siden, kunne blot stå chokeret og se på, at hans hjem gik op i røg.

Ifølge fyens.dk er der meget, der tyder på, at Kaj Wissing Rasmussen selv er skyld i branden. Han havde nemlig netop benyttet en ukrudtsbrænder omkring trappen til sin hoveddør og langs hækken, da han gik ind til naboen for at drikke en øl.

Lidt senere opdagede nabokonen, at hans hus stod i flammer, og brandvæsenet blev alarmeret.

Lad det være en advarsel til alle i det ganske land. Tørkeindekset ved Kerteminde ligger for tiden på 8 ud af 10 mulige ligesom flere andre steder i landet, så man skal være ekstra påpasselig med ukrudtsbrændere og anden form for åben ild.

jn

Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.