Fortsæt til indhold

Maskerede unge angreb politiet

To er anholdt efter en mandag aften med bål og stenkast i gaden

Krimi
Arkiv

Mandag aften var der ballade i luften i Bøgeparken i Vollsmose, hvor politiet blev mødt af maskerede unge, som tændte bål og kastede med sten. Det skriver TV2 Fyn.

Larm og meterhøje flammer fra det store bål, som var tændt på et græsareal, fik politiet til at køre til området med flere patruljevogne kort efter klokken 23.

Med politiets ankomst eskalerede situationen, og nogle af de unge begyndte at kaste med sten efter politiet, som ifølge TV2 Fyn tilkaldte forstærkning blandt andet fra hundepatruljer.

To personer blev anholdt og sigtet i sagen, som omhandler vold og trusler mod personer i tjeneste.

Efter anholdelserne atter havde skabt ro, kunne brandvæsenet rykke ind og slukke bålet.

Sagen skal nu efterforskes yderligere blandt andet ud fra videooptagelser, oplyser Fyns Politi.

jn

Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.