Fortsæt til indhold

Kommune snydt så vandet drev: Svindler udgav sig som borgmester - og fik 300.000 kroner udbetalt

Det lykkedes for en svindler at snyde sig til cirka 300.000 kroner fra Odense Kommune, da svindleren udgav sig for at være borgmester Peter Rahbæk Juel.

Krimi
Daniel Sennek

"Kan vi lave en betaling på EUR 39.450 i dag? Peter Rahbæk Juel".

Sådan en mail tikkede ind den 24. februar 2017 fra en svindler, der formåede at svindle sig til næsten 300.000 kroner fra Odense Kommune. Det fortæller Ekstra Bladet onsdag.

En aktindsigt i mailkorrespondancen hos kommunen afslører, hvordan svindleren snød sig til det store beløb. En kontorchef var modtageren af mailen, og i første omgang bad han om identifikation og dokumnetation for at kunne overføre de mange penge til en engelsk bank.

"Der bliver spurgt, om han (borgmesteren, red.) ikke kan bruge sit Mastercard, og om han har dokumentation. Han svarer, at der vil blive sendt dokumentation senere, og at det haster," forklarer Sarah Gaarde, chef for Økonomi og effekt i Odense Kommune og daglig leder for den pågældende kontorchef til Ekstra Bladet.

Svindleren for gevinst og kontorchefen sender de næste 300.000 kroner via en bankoverførsel.

"Ti minutter efter tænker medarbejderen: "Det virker ikke helt rigtigt, det her" og bliver klar over, at det er en fejl, og så skynder vi os at forsøge at trække pengene tilbage," siger Sarah Gaarde til avisen.

Desværre var pengene allerede væk. Det er efterfølgende lykkedes for Odense Kommune at få cirka 55.000 kroner tilbage fra den engelske bank. Ekstra Bladet har været i kontakt med den rigtige borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der kalder svindelnummeret for "stærkt ubehageligt".

Sagen er meldt til Fyns Politi, men her er man ikke kommet nærmere gerningsmanden eller gerningsmændene, der formentlig skal findes i udlandet.