Kvinde med ukontrolleret hund nægtede at forlade ejendom
Politiet måtte natten til torsdag tilkaldes til en ejendom i Lystrup, hvor en 38-årig kvinde nægtede at forlade stedet
En 38-årig kvinde nægtede natten til torsdag at forlade en adresse i Lystrup, og derfor måtte en patrulje tilkaldes. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Klokken 00.37 kørte en patrulje til adressen, hvor den 38-årige kvinde lå mellem anmelderens bil og trappen op til entredøren. Kvinden virkede beruset og havde en stor hund med, som hun ikke umiddelbart havde kontrol over.
Da betjentene gentagne gange bad kvinde med hunden om at forlade stedet, og hun stadig nægtede, blev hun til sidst anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for forstyrrelse af den offentlige orden, oplyses det i døgnrapporten.
jwh