Brutal voldtægtsmand og kvindemishandler knaldet: Navnet er Mikael Andersen
Idømt fem års fængsel for grov vold og voldtægt. Han ankede dommen på stedet.
En ellers hyggelig juleaften i 2018 endte i et mareridt for en kvinde, da hendes kæreste overfaldt hende med slag og spark og snittede hende flere steder på kroppen med en kniv. Knap otte måneder senere udsatte den nu 43-årige Mikael Andersen hende igen for grov vold og voldtog hende flere gange gennem seks timer, skriver Ritzau.
Tirsdag har et enigt nævningeting ved Retten i Holbæk idømt manden fem års fængsel for vold, voldtægt, ulovlig tvang og trusler, oplyser retten på sin hjemmeside.
Parret gik fra hinanden, men i løbet af sommeren fandt de sammen igen og flyttede ind i et rækkehus i Grevinge ved Roskilde.
Her gik det helt galt om aftenen den 9. august. Igen gik manden amok og tog kvælertag på sin kæreste, så den stol, hun sad på, væltede bagover, fremgår det af anklageskriftet.
Han satte sig ovenpå hende og tog igen kvælertag, så hun kortvarigt mistede bevidstheden. Derefter trak han hende i håret ind i huset og gennembankede hende.
Det lykkedes hende at stikke af, men Mikael Andersen truede med, at han ville skære halsen over på hendes treårige datter, hvis hun ikke vendte tilbage.
Derefter voldtog han hende flere gange fra midnat til klokken seks om morgenen.
Mikael Andersen har under sagen nægtet sig skyldig, og han ankede på stedet dommen til Østre Landsret, skriver Ritzau.