"Unødvendig og forstyrrende kørsel" på Aarhus Ø
Omkring midnat var der igen problemer med unge mænd, der kørte bilræs på Aarhus Ø.
"De seneste dage har vi desværre fået flere anmeldelser om ræs på stedet, som vi er meget opmærksom på. I nat omkring midnat fik vi igen anmeldelser om, at yngre mænd kørte vildt, og en patrulje i området kørte frem og skrev seks bøder, så de ikke havde lyst til at være der længere," fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.
En af de seks bøder blev givet for 'unødvendig og forstyrrende kørsel´.
"Det er kørsel, der ikke tjener andet formål end at være forstyrrende, for eksempel unødig bremsen for at lave streger i asfalten," fortæller pressemedarbejderen.
"Det er nogle unge mænd, der åbenbart synes, det er sjovt at køre vildt og genere beboerne i området. Vi vil blive ved med at være synlige på stedet i den kommende tid og uddele bøder."
Udover politiet er lokale beboere og politikere opmærksom på problemerne og arbejder for at finde en løsning.