Albino gik fuldstændig amok i Kvickly: Stjal med arme og ben og tæskede ansat
Et butikstyveri i Kvickly i Skive udviklede sig til et røveri, da gerningsmanden truede en ansat med, at han havde en kniv, skriver Skive Folkeblad.
Og ifølge politiet, som har gennemset overvågningsbilleder fra butikken, så har røveren et meget specielt udseende:
Han er albino.
Manden gik rundt i Kvickly i næsten en time. Han prøvede forskelligt tøj, og noget af tøjet kom han ned i en pose. På et tidspunkt skiftede han også bukser, så han havde et par nye bukser til 400 kroner på, mens han lod sine egne ligge på gulvet, oplyser lokalpolitiet i Skive.
Derefter løb han ud af butikken, og det opdagede en 19-årig mandlig ansat i Kvickly.
Den 19-årige løb efter gerningsmanden, og det lykkedes ham at indhente tyven.
"Men da tyven blev indhentet af den unge ansatte, sagde gerningsmanden, at han havde en kniv, hvorefter han 'stak ud' efter den ansatte. Det viste sig dog, at han ikke havde nogen kniv, men han ramte den 19-årige med et slag på hagen," siger Jesper Brøndum fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad..
Ifølge Jesper Brøndum er der gode billeder af gerningsmanden, som politiet ikke kender fra tidligere.
"Han er albino, rødhåret, cirka 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han havde en grøn bøllehat og en grøn jakke på, og så bar han mørke cowboybukser, da han forsvandt fra butikken," siger Jesper Brøndum.
Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, der kan føre politiet frem til gerningsmanden.
"Nu prøver vi lige og ser, om det her giver noget, men hvis det ikke hjælper os, vil vi senere komme med et billede af manden," siger Jesper Brøndum.
Det kan ske på telefonnummer 114.