Fortsæt til indhold

Uhyggeligt overfald på mand i nat: Flået ud af sengen og trampet i hovedet

Krimi
Arkiv

Vidner slog alarm til politiet, da de natten til torsdag overhørte et voldeligt overfald på en 21-årig mand i en lejlighed i centrum af Nakskov.

Det viste sig, at den 21-årige var blevet opsøgt af tre gerningsmænd, som klokken 00.42 havde revet ham ud af sengen, slået på ham og trampet ham i hovedet.

De tre gerningsmænd forsvandt efter overfaldet, men på baggrund af vidneforklaringer fandt politiet umiddelbart efter frem til den ene af mændene - en 21-årig mand - som blev anholdt klokken 01.52 og sigtet for kvalificeret vold.

Det overvejes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Politiet har også en god formodning om identiteten af de to andre gerningsmænd, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Borgere med oplysninger til sagen kan kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4.

jn