Fortsæt til indhold

Hemmelig tunnel fundet: Skulle den bruges til flugt?

Krimi
Arkiv

Arkæologer fra Københavns Museum har fundet, det de mener, er en flugttunnel ved Østerport Station i København. Fundet er gjort ved udgravningerne til metroen, skriver TV2 Lorry.

"Når man finder sådan en tunnel, så giver det et sus i kroppen. For hvad betyder det? Man stiller sig selv spørgsmålet, hvor omfattende de her systemer er - og er der mange flere tunneller?," siger Christian Andreas Flensborg, der er arkæolog ved Københavns Museum og udgravningsleder på fundet på Østerbro, til TV2 Lorry.

Varsomt og forsigtigt afslørede arkæologerne tre meter af en tunnel, som ifølge Københavns Museum kan tolkes som en underjordisk flugtvej gennem ravelinen, der blev bygget i 1600-tallets København; en slags fremskudt kunstig ø ud for voldene ved Østerport, der var en del af Københavns befæstningsværk.

Arkæologerne mener, at den gamle flugttunnel, der måler cirka tre meter i længden, en meter i højden og en meter i bredden, kan være meget længere og fortsætter formentlig under Østbanegade i vestlig retning, ligesom den formodes at gå videre mod volden mod øst i retning af Østerport.

"Tunnellen er umiddelbart afskåret af volden ved Østerport Station, men den anden ende går videre under Østbanegade. Vi ved ikke, om den den pludselig slår et knæk, eller hvor den ender. Det er et mysterium," siger Christian Andreas Flensborg til TV 2 Lorry.