Advarer unge piger: Tag ikke imod tilbuddet om de 2500 kroner
En fupmager uddgav sig for at være fra en kjolebutik og tilbød 2.500 kroner til 13-årige piger for et fotoshoot, men han er fuld af fidus - og indehaveren af TP Kjoler har nu meldt sagen til politiet.
Det var med stor forbløffelse, at Tina Pedersen fra TP Kjoler i Skjern forleden blev kontaktet.
"Vi bliver kontaktet af en bekymret mor, hvis datter er blevet kontaktet på Instagram af én, der udgav sig for at være fra TP Kjoler af den her 13-årige pige," forklarer indehaveren af kjoleforretningen i Skjern til TV MIDTVEST.
Bag profilen sad en person, der angiveligt ville betale 2.500 kroner for at tage billeder af pigerne. Men først skulle de sende billeder af sig selv i "tæt siddende tøj så vi kan se dine former...".
En håndfuld piger og deres forældre har taget kontakt til TP Kjoler vedrørende personen, der står bag brugeren "alldesign2020", skriver TV MIDTVEST.
Nu er fupmageren meldt til politiet.