Fortsæt til indhold

Seks rumænske kvinder omringede ældre damer

Krimi
Jacob Nielsen

To ældre kvinder på 80 og 90 år blev torsdag udsat for et særdeles groft tyveri på åben gade, fortæller Lokalavisen.dks svenske søsteravis Lokaltidningen.se. Tyveriet foregik på Storgatan i Växjö, hvor de to kvinder stod udenfor en butik, da en fremmed kvinde spurgte, om de ville købe en avis.
Godtroende spurgte den 80-årige avissælgeren, om hun kunne give tilbage på en 500-kroneseddel, men det skulle hun aldrig have gjort. Kort efter var de omringet af i alt seks kvinder, som distraherede deres ofre og stjal pengesedlen.
Et mandligt vidne og flere andre mennesker fulgte efter de seks kvindelige tricktyve, da de tog flugten. Imens blev politiet alarmeret. Kort efter blev kvinderne anholdt. Nogle af dem blev stoppet i en bil, hvor politiet senere fandt pengesedlen skjult i bunden af bilen bag pedalerne.
Den svenske politianklager har dog valgt kun at retsforfølge en af de seks kvinder - en 56-årig rumænsk statsborger - som benægter alle anklager og siger, at hun opfattede det som om, hun fik de 500 hundrede kroner af den 80-årige.

De øvrige fem kvinder hævder, at de bare helt tilfældigt befandt sig i nærheden for at tigge, og at de slet ikke kender hinanden, skriver Lokaltidningen.se.