Fortsæt til indhold

Betjente fandt unge på stjålne havetraktorer, men ikke dén, de søgte efter

Tre havetraktorer blev stjålet. To blev fundet, mens kåde unge kørte på dem, men én er stadig pist væk

Krimi
Arkiv

Rubrikken til denne artikel rejser måske flere spørgsmål, end den giver svar, men det er også en meget mærkværdig historie, Sydøstjyllands Politi søndag kan berette.

Lørdag udspillede der sig nemlig et større havetraktor-mysterie i den lille landsby Stenderup, der ligger syd for Horsens.

Historien starter med, at politiet får en anmeldelse fra en borger, der bor på Hedenstedvej i Stenderup. Han anmelder, at porten til hans garage er blevet åbnet, og at der er blevet stjålet en havetraktor.

Til gengæld er der blevet efterladt to cykler, som han ikke kender noget til.

På vej derud støder en patrulje på to unge mennesker, der kører på hver sin havetraktor. De befinder sig på Remmerslundvej, en del kilometer fra Stenderup, men da politiet holder ind for at tale med dem, erkender de hurtigt, at de har stjålet havetraktorerne.

"Men ingen af de to havetraktorer stemmer overens med den, der blev meldt stjålet. Og de unge kender i øvrigt intet til de efterladte cykler," fortæller Lars Grønlund fra Sydøstjyllands Politi.

Tyvene, en pige på 15 år og en dreng på 16 år, begge fra Løsning, har også stjålet en jakke, og de bliver begge sigtet for tyveri, mens deres forældre får besked om deres udåd.

Betjentene finder ud af, at havetraktorerne er stjålet på Spettrupvej mellem Stenderup og Remmerslundvej, men de unge fastholder, at de intet kender til tyveriet i Stenderup.

Tilbage står, at politiet nærmest ved et tilfælde får opklaret to tyverier, men dét, man oprindeligt blev kaldt ud til, er endnu uopklaret.

"Det er en lidt spøjs sag. Ejerne af de to havetraktorer har fået dem tilbage, men vi mangler stadig én traktor," slutter Lars Grønlund.

dp