Fortsæt til indhold

Umotiveret rå gadevold: 49-årig kvinde gik og talte i telefon, da hun pludselig blev angrebet

Krimi
Arkiv

En 49-årig kvinde fra Køge blev onsdag eftermiddag klokken 16.34 tilfældigt offer for et umotiveret overfald på Parkvej i Køge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden kom gående ad Parkvej, mens hun talte i telefon, da den fremmede mand pludselig kom springende ud fra et buskads og overfaldt hende med adskillige knytnæveslag mod kroppen, flere klem rundt om overkroppen og riven i håret.

Da et vidne råbte op, gik manden igen i den retning, hvorfra han var kommet.

Episoden blev hurtigt anmeldt til politiet, og manden var ikke helt forsvundet fra stedet, hvilket gjorde, at kvinden kunne holde øje med ham, indtil politiet ankom og anholdt ham.

Der var tale om en for politiet velkendt 48-årig mand fra Køge, der ved anholdelsen var påvirket af både stoffer og alkohol.

Han blev taget med til politistationen i Roskilde, hvor han blev sigtet og afhørt til sagen. Samtidig blev han tilbudt personlig hjælp, så han helst ikke begår flere umotiverede overfald i det offentlige rum, oplyser politiet.

jn