Jimmi fortsat sporløst forsvundet: Har han været udsat for en forbrydelse?
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser stadig Jimmi Steffen Lillelund
Der er fortsat en massiv eftersøgning i gang efter 42-årige Jimmi Steffen Lillelund, som nu i to uger har været meldt savnet.
Han er sidst set torsdag den 30. april omkring klokken 15, hvor han ville køre fra sit opholdssted i Gundsømagle nord for Roskilde til Haveforeningen Ishøjgård i Ishøj - men aldrig nåede frem.
Som dagene er gået, er politiet blevet mere bekymrede for, om der er sket Jimmi en forbrydelse, skriver sn.dk.
"Hele historien er besynderlig i og med, at sønnen og den nærmeste familie ikke har kunnet få fat i ham, og det tager vi ganske alvorligt," siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi, Kim Løvkvist.
Politiet vil naturligvis fortsat gerne høre, om nogen har set Jimmi og er meget interesseret i torsdag den 30. april omkring klokken 14.30 og fremefter.
"Vi koncentrerer os om to steder: Dels det sted i Gundsømagle, hvor han holdt til, og dels Ishøj, hvor bilen er fundet," siger Kim Løvkvist, til sn.dk.
Han henviser til, at Jimmi Steffen Lillelunds bil blev fundet ved Haveforeningen Ishøjgård, hvori der lå personlige effekter.
Den efterlyste beskrives som: Dansk af udseende, 42 år, 177 cm., almindelig bygget, hvid i huden, brunt, kort hår. Yderligere kendetegn: Lidt robust, og med tatoveringer, blågrønne øjne, 85 kg., taler dansk, iført cowboybukser og kondisko.
Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 med oplysninger.
jn