Fortsæt til indhold

Amok på kirkegård: 84 gravsten skændet og væltet

To mænd tiltalt for hærværk på jødisk gravplads

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi har nu tiltalt to mænd på 27 og 39 år fra Randers og Hobro for flere tilfælde af hærværk og offentlig forhånelse af forskellige grupper af personer ved blandt andet at have begået hærværk mod en jødisk gravplads og overmalet en regnbuefarvet bænk.

Den 39-årige er desuden tiltalt for yderligere et tilfælde af hærværk og for flere gange at have delt racistiske billeder og kommentarer på et russisk socialt medie.

Den 9. november 2019 blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers udsat for omfattende hærværk, da 84 gravsten blev overmalet med grøn maling, flere sten blev væltet og et klistermærke i form af en jødisk davidsstjerne med teksten 'Jude' blev klistret på den ene gravsten. Samme nat blev der kastet maling mod en davidsstjerne, der er afbildet på en husfacade i Randers.

Tre dage efter blev de to mænd anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet i sagen.

Den 27-årige og den 39-årige mand har siddet varetægtsfængslet fra den 12. november frem til den 4. marts, hvor de blev løsladt af Vestre Landsret. De nægter sig begge skyldige.