To kvinder i bittert corona-opgør i baggård: Bid, host og spyt
En 29-årig kvinde står tiltalt for at have spyttet en anden kvinde i ansigtet og sagt, at hun var smittet med coronavirus, skriver Ritzau.
Episoden foregik 13. marts i baggården ved værtshuset "Det lille apotek" i Gørlev i Vestsjælland.
Den tiltalte kvinde fortæller, at hun sammen med sin kæreste havde boet i en lejlighed ved siden af værtshuset i en måned, da episoden skete. I den periode havde hun flere gange klaget over høj musik fra stedet.
Den 13. marts var der igen høj musik fra "Det lille apotek", og kvinden gik ind for at klage. Hun fortæller, at hun blev skubbet ud, og hun smadrede en spand mod en dør.
Efterfølgende kom en kvinde ud i gården og holdt fast i hende med et hårdt greb om håndleddet.
"Jeg siger flere gange til hende, at hun skal give slip, og at jeg ligger syg, og at jeg måske har corona, og at hun skal holde afstand, fortæller den 29-årige.
Kvinden var en nabo. Hun er indkaldt som vidne i sagen, og de to kvinder har en forskellig udlægning af situationen.
Den tiltalte hævder, at naboen greb fat i hendes håndled, og at hun bed hende i hånden for at komme fri. Under tumulten blev der hostet.
Men naboen påstår, at den tiltalte først kastede klipklappere efter hende.
"Og så hostede hun mig i hovedet. Alt foregik derefter med host og spyt. Hun sagde, at hun var syg, og at hun var blevet testet for corona og fik svar på mandag," fortæller naboen, ifølge Ritzau.
Sagen er ikke omfattet af den ændring af straffeloven, som trådte i kraft i begyndelsen af april, hvor visse coronarelaterede forbrydelser blev omfattet af skærpede straffe.
Der ventes dom i sagen fra Gørlev tirsdag eftermiddag, skriver Ritzau.