Advarsel: Dette corona-rengøringshold vil dig INTET godt
Falske rengøringsfolk udnytter borgeres corona-frygt.
I løbet af weekenden fik Midt- og Vestsjællands Politi hele syv anmeldelser om, at to mænd havde optrådt som falske rengøringsfolk.
Mændene oplyste til borgerne, som de opsøgte uopfordret på deres bopæle, at de var udsendt fra kommunen og skulle sprøjte mod corona-virus hos de ældre medborgere. De to fremmede mænd var nogle gange iført mundbind og medbragte sprayflasker med en væske, som de sprøjtede med, og som lugtede af sprit.
I forbindelse med ”rengøringen” af hjemmene hos de ældre medborgere benyttede de sig i nogle tilfælde af muligheden for at stjæle kontanter, inden de forlod stedet i en mindre, hvid personbil, hvor en mandlig chauffør afventede.
De to falske rengøringsmænd beskrives som:
A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: sort tøj;
B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, 165-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: sort tøj.
Ifølge anmeldelserne til politiet har mændene været på spil i både Køge, Lille-Skensved, Solrød Strand, Lejre, Roskilde og Holbæk lørdag eftermiddag og aften i tidsrummet klokken 17 og 20.
I et enkelt tilfælde havde den ældre borger fattet mistanke og afkrævet mændene legitimation, hvilket fik dem til at forsvinde hurtigt. I nogle tilfælde var mændene kommet ind ad ulåste hoveddøre og var først blevet opdaget, når de stod inde i f.eks. stuen hos de ældre forurettede og overraskede borgere.
Politiet vil meget gerne høre fra personer, der måske kan give oplysninger om mændenes hvide bil eller deres identitet.
Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 med oplysninger i sagen.
jn