Politiet i mystisk forsvindingssag: - Meld dig selv omgående
52-årig mand opfordres til at melde sig selv til politiet i sag om forsvunden 39-årig
Nordjyllands Politi er i fuld med med efterforskningen i sagen om den forsvundne 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens fra Frederikshavns-området.
To personer - en 46-årig kvinde og en 45-årig mand - blev i fredags anholdt og varetægtsfængslet i sagen, og politiet leder fortsat efter en tredje person - en 52-årig mand, der nu eftersøges. Manden er efterlyst internationalt.
"Vores efterforskningsskridt i sagen gør, at vi mistænker ham for at have forbindelse til den 39-årige mands forsvinding," siger lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der af hensynet til at beskytte det omfattende efterforsknings-arbejde ikke kan udtale sig yderligere om det konkrete mistankegrundlag mod den 52-årige eftersøgte mand:
"Men vi opfordrer ham til omgående at melde sig til nærmeste politimyndighed," siger han.
Flere lokaliteter undersøgt
Vicepolitiinspektøren oplyser, at politiets efterforskningsskridt i sagen hen over weekenden har omfattet undersøgelse af en række forskellige lokaliteter i Frederikshavns-området.
"Vi har i den forbindelse beslaglagt en række effekter. Dem skal vi have nærmere undersøgt, belyst og analyseret. Vores arbejde består fortsat i få klarlagt, hvorvidt der er spor efter en forbrydelse mod den 39-årige efterlyste mand et af disse steder," siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Hvis man har relevante oplysninger i sagen, så skal man ringe til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.
jn