Fortsæt til indhold

Alvorlig morgenulykke: Lastbil og personbil i frontalt sammenstød

Krimi
Jacob Nielsen

En person er fastklemt, efter en personbil torsdag morgen klokken 7.55 stødte frontalt sammen med en lastbil på Rute 14, Roskildevej, ved Slettebjergvej syd for Osted. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet oplyser til Lokalavisen.dk, at det er føreren af personbilen, som man arbejder på at få frigjort fra bilvraget. Personen var alene i bilen, da den ramte sammen med lastbilen, som er en grisetransport.

Chaufføren fra lastbilen meldes uskadt, men vedkommende er naturligvis dybt chokeret over ulykken, som betegnes som meget alvorlig.

Roskildevej er ved 9-tiden fortsat spærret i begge retninger i Osted-området. Bilister på strækningen rådes til at søge andre veje. Der er foreløbigt ingen tidshorisont for, hvornår vejen genåbnes.

Midt- og Vestsjællands Politi kan endnu ikke sige noget om årsagen til ulykken. En bilinspektør er tilkaldt for at foretage undersøgelser, som kan kaste lys over sagen.

Morgenulykken skabte lange køer på strækningen mellem Roskilde og Ringsted torsdag morgen. Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk