Fortsæt til indhold

Bilist havde 32,6 kilo hård narko i bagagerummet: Her er hans dom

21-årig får 12 års fængsel og udvisning for indsmugling af stor mængde narko

Krimi
Arkiv

En 21-årig mand, hollandsk statsborger, er ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg i den forgangne uge blevet idømt 12 års fængsel for indsmugling af 29,3 kilo amfetamin og 3,3 kilo MDMA - i alt 32,6 kilo hård narko. Samtidig blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden blev i oktober 2019 anholdt ved grænsen, ved Frøslev Grænseovergang, hvor mandens køretøj blev taget ud til kontrol.

Syd- og Sønderjyllands Politi undersøgte køretøjet og fandt den store mængde narkotika gemt i bilens bagagerum.

Den 21-årige mand blev anholdt og har siddet varetægtsfængslet frem til dommen.

"Selvom vi ofte beslaglægger narko, der forsøges smuglet ind i Danmark, så er der i denne sag tale om en ret stor mængde narkotika, som vi med beslaglæggelsen har forhindret i at komme ud på det danske narkomarked," siger politikommissær John Müller fra efterforskningsafdelingen i UKA Vest.

Den hollandske mand har nægtet sig skyldig, og det er endnu ikke afgjort, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.

jn