Blodigt fund i bymidte: Person lå alvorligt kvæstet på fortovet
En mand er tirsdag formiddag blevet overfaldet og stukket med kniv i det centrale Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden blev fundet liggende kvæstet og blødende på fortovet i krydset mellem Lindevej og Vestergade.
Han er blevet fløjet til behandling på hospitalet. Ifølge politiet har han pådraget sig alvorlige skader, og han meldes i livsfare.
Politiet afspærrede ved ankomst til gerningsstedet området for at undersøge de nærmere omstændigheder.
Klokken 13 lyder meldingen, at man har anholdt tre personer - alle mænd. Det er politiets umiddelbare vurdering, at der er tale om et internt opgør mellem de involverede.
Borgere, som må have vidnet overfaldet eller gerningsmændenes flugt, bør kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.
jn