Hidsig mørbradtyv gjorde sig til røver
Ung mand slap væk fra røveri i Rema i Risskov
Torsdag klokken 11.57 kom en mand ind i Rema1000 på Nordre Strandvej i Risskov, hvor han gik direkte mod køledisken og tog to kalvemørbrader, som han gemte inde under sin jakke.
Det hele blev overværet af butiksbestyreren, der sad i et baglokale og fulgte med på overvågningen.
Butiksbestyreren gik med det samme ned i butiksområdet for at konfrontere manden, der allerede var nået hen til kasseområdet.
Han bad manden følge med ind i baglokalet, da han ellers ville ringe efter politiet. Det fik manden til at råbe trusler efter bestyreren, mens han forsøgte at slippe væk.
Butiksbestyreren løb efter ham ud på parkeringspladsen, hvor gerningsmanden igen råbte trusler efter ham og virkede aggressiv, hvilket fik butiksbestyreren til at trække sig.
Gerningsmanden hev den ene af de to kalvemørbrader ud fra jakken og kastede den på jorden, hvorefter han løb ud mod Åvej, hvor han hoppede på en cykel og kørte væk i retning mod Brobjerg Parkvej.
Butikstyven beskrives som:
- Dansk af udseende
- Ca. 185-190 cm høj
- Ca. 25 år gammel
- Almindelig af bygning
- Kort mørkt hår, der var kortklippet i siderne og med skæg langs kæbelinjen
- Var iført sort jakke med brystlommer, grøn hættetrøje, sort T-shirt, sorte bukser og sorte sko
- Talte dansk uden accent
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til episoden eller fra borgere, der ved hvem manden er.
dp