Fortsæt til indhold

Politiet: Forsvundne Eddie blev skudt og bagefter brændt

Den tidligere grusomt mishandlede Eddie Karl-Johan Christensen

Krimi
Arkiv

Politiet mener, at den forsvundne Eddie Karl-Johan Christensen er blevet skudt og brændt

To mænd og en kvinde er pågrebet i sagen om Eddie Karl-Johan Christensens forsvinden. Alle sigtes for drab.

39-årige Eddie Karl-Johan Christensen har været efterlyst den seneste uge.

Tirsdag har Nordjyllands Politi afsløret detaljer i sagen.

Ifølge politiet blev Eddie Karl-Johan Christensen dræbt på en ejendom ved Frederikshavn lørdag den 9. maj om aftenen.

Efter en lang række undersøgelser kan politiet fastslå, at han blev skudt, hvorefter hans lig blev brændt og forsøgt skaffet af vejen.

"Der er tale om en sag med nogle voldsomme omstændigheder," siger efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Frank Olsen i meddelelsen.

"Vores massive efterforskning i sagen gør, at vi har et grundlag for at sigte alle de tre anholdte for at have begået drabet på den 39-årige mand."

Hvad der er gået forud for det formodede drab, og hvilken relation der har været mellem de anholdte personer og Eddie Karl-Johan Christensen, er indtil videre ikke kendt for offentligheden.

Eddie Karl-Johan Christensen har dog tidligere været udsat for et grusomt overfald, hvor han blev fundet mishandlet og overhældt med benzin i en bils bagagerum.