Drama på liv og død ved butikscenter: Mand stukket i maven
Tre mænd anholdt efter voldeligt optrin i Køge
Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt tre mænd på hhv. 28, 31 og 41 år, der sættes i forbindelse med et opgør ved Boholte Center på Marksvinget i Køge tirsdag eftermiddag kort før klokken 14.
Den 28-årige blev stukket med en kniv i maveregionen i forbindelse med opgøret og er blevet behandlet på sygehuset. Han er en af de anholdte, oplyser politiet.
Mændene var forsvundet fra stedet, da politiet nåede frem, men politiet fik et tip om, at den 28-årige fra Frederiksberg befandt sig på sygehuset, hvor han blev behandlet for knivstik, der viste sig ikke at være livstruende.
Via overvågning og vidneforklaringer fandt politiet hurtigt frem til de to øvrige mænd – en 41-årig mand fra Køge og en 31-årig mand fra Herfølge - som blev anholdt.
Politiet oplyser, at den 31-årige og den 28-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag onsdag.
jn