Vanvittig biljagt endte med et brag
Ung mand anholdt efter politijagt gennem storby
En tilfældig borger måtte lørdag aften springe for at redde sit liv, da en dramatisk biljagt udspillede sig i Aalborg.
Jagten gennem byens gader blev indledt klokken 22.42, da en patrulje så en hurtigtkørende Volvo i Nyhavnsgade. Sirene og blink blev tændt, men i stedet for at standse trådte føreren på speederen og tog flugten i høj fart.
Flugten gik forbi flere forbipasserende og altså en enkelt person, som måtte springe for livet. Også et helleanlæg blev passeret venstre om.
Men jagten fik en brat afslutning i Ivar Huitfeldst Gade.
Her bragede flugtbilisten ind i to parkerede biler og til sidst ind i et kældervindue.
I bilen sad en 28-årig fører og tre passagerer. Ingen af dem kom til skade, men den 28-årige blev anholdt og sigtet for adskillige lovovertrædelser. Blandt andet narkokørsel og at udsætte andres liv for fare. Han bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Ifølge Nordjyske.dk blev de tre passagerer sigtet for at lade den 28-årige føre bil i påvirket tilstand.
dp