Frisør offer for modbydeligt trick: Mand med Louis Vuitton-kasket trådte ind, og så gik det løs
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en østeuropæisk mandlig tricktyv
Ind af døren i frisøsalonen i Hovedgaden i Svinninge ved Holbæk trådte tirsdag eftermiddag klokken 15.20 en mand, som på engelsk spurgte den kvindelige frisør om noget, som hun ikke umiddelbart forstod.
Manden gik sammen med frisøren i retning mod baglokalet, hvor manden lagde en medbragt avis på bordet og pegede ud ad vinduet. Frisøren forstod stadig ikke, hvad manden ville, hvorefter de gik retur til salonen, og manden, der stadig medbragte sin avis, forlod stedet. Kort efter opdagede frisøren, at hendes mobiltelefon var blevet stjålet fra bordet i baglokalet, hvor manden havde lagt sin avis.
Den mistænkte mand beskrives som: Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 185-190 cm. høj, spinkel af bygning, brun i huden, brunt, kort hår. Iført: Gul/orange kasket med net bagi mrk. Louis Vuitton, cowboy bukser. Medbragte en avis.
Politiet i Holbæk hører meget gerne fra personer, der har bemærket manden i området tirsdag eftermiddag.
Ring til politiet med 1-1-4 med oplysninger i sagen.
jn