Politiet nedlægger 5 hotspots i Aarhus - kun ét sted tilbage
Østjyllands Politi har fra i dag, tirsdag 9. juni, nedlagt fem af de seks hotspot-steder i Aarhus, hvor der har været opsat advarselsskilte for at minde folk om at holde afstand, da politiet ellers ville kunne lukke området.
De nedlagte steder, hvor politiet i løbet af i dag vil fjerne advarselsskiltene, er: Tangkrogen, Mølleparken, Den Permanente, Bellevue og Ceresparken.
"Det er vores oplevelse, at østjyderne i store træk har været gode til ikke at stimle alt for meget sammen på vores hotspot-områder, og i lyset af de seneste ændringer af forsamlingsforbuddet, mener vi ikke længere, at der er grundlag for at opretholde disse hotspot-områder," siger politiinspektør Martin Løye i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Graven (hipsterhøjen) i Aarhus og Tronholmen i Randers er nu de eneste tilbageværende hotspots i politikredsen.
"Selvom man nu må samles 50 personer, så er der nogle områder, hvor det fortsat kan give udfordringer. Enten fordi der ikke er så meget plads at gøre godt med, som det er tilfældet i Graven i Aarhus, eller fordi det er et sted, hvor rigtig mange mennesker søger hen, når vejret bliver godt, som vi ser det på Tronholmen i Randers. Derfor har vi, indtil videre valgt, at de to steder fortsat skal være hotspots," siger politiinspektør Martin Løye.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man fortsat følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at undgå smittespredning.
jr