Stor so sprang af vogn på motorvejen
Jacob Nielsen
En omkring 150 kilo tung gris måtte aflives, efter den mandag morgen omkring klokken halv syv var sprunget af en påhængsvogn og ned på vejbanen under transport på Holbækmotorvejen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Soen havde under transporten på påhængsvognen fået skubbet en plade af den ene side, så den kunne springe ned. Da politiet nåede frem, gik den lettere kvæstet rundt i vejrabatten. En tilkaldt jæger aflivede den på stedet.
Ejeren af soen – en 70-årig mand fra Holbæk - kan forvente en bøde for overtrædelse af dyreværnsloven, fordi han ikke havde sikret påhængsvognen forsvarligt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.