Fortsæt til indhold

Betjent smuglede hash og telefon ind til indsatte i Aarhus Arrest

Fængselsbetjent erkender at have givet hash og telefon til indsatte, men nægter at have fået penge for det

Krimi
Arkiv

Artiklen er blevet opdateret kl. 12.15

En 49-årig fængselsbetjent har smuglet hash og en telefon ind til indsatte i arresten i Aarhus. Det skriver Ritzau ifølge jp.dk.

Det kom frem ved et grundlovsforhør i dag ved Retten i Aarhus, hvor den 49-årige mand blev fremstillet og sigtet for at have modtaget bestikkelse. Østjyllands Politi ønskede forud for retsmødet ikke at komme med andre oplysninger om sagen, end at den drejede sig om bestikkelse af en offentlig ansat.

Først ved oplæsning af sigtelsen i retten kom det frem, hvad sagen drejede sig om.

Ifølge sigtelsen har fængselsbetjenten indsmuglet hash og overdraget det til en eller flere indsatte i arresten. Han er også sigtet for at have overdraget en mobiltelefon til en indsat i arresten mod betaling. Det skal være sket i perioden fra 24. oktober til 25. december, skriver Ritzau ifølge jp.dk,

Ifølge hans forsvarer erkender fængselsbetjenten at have smuglet hash og en mobiltelefon ind til indsatte, men han afviser, at det skulle være sket mod betaling.

Efter oplæsning af sigtelsen blev grundlovsforhøret lukket for offentligheden.

Østjyllands Politi fremstillede i dag en 49-årig mand i Grundlovsforhør sigtet for at have modtaget bestikkelse. Retsmødet foregik for lukkede døre. Manden blev fængslet i 4 uger. Afgørelsen blev kæret. Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer#politidk

— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) December 25, 2019

Fængselsbetjenten blev anholdt 24. december omkring midnatstid. Han er sigtet for at overtræde Straffeloven paragraf 144.

jr