Politiet overvejer at konfiskere fortjenester fra Uber-chauffører
I en sag fra Frederiksberg, hvor en taxichauffør havde glemt at forny sit erhvervskørekort, står chaufføren og hans vognmand til bøder og konfiskation af i alt 648.000 kroner. Hammeren falder altså hårdt, hvis en taxichauffør kører uden tilladelse, og den hammer kan meget vel også snart falde over de personer, som kører for den omstridte Uber-tjeneste. Det skriver Fagbladet 3F.
Københavns Politi overvejer nemlig at konfiskere Uber-chaufførers ulovlige fortjeneste oveni i en bøde for ulovlig taxikørsel. Det oplyser justitsminister Søren Pape Poulsen.
Indtil videre er Uber-chauffører sluppet for at blive dømt efter samme skala som taxichauffører. Men justitsminister Søren Pape Poulsen vil nu have, at politiet ser på muligheden for at stramme op. Det sker blandt andet efter at en Uber-chauffør i november sidste år blev idømt en bøde på 6.000 kroner for overtrædelse af taxilovgivningen i Østre Landsret.
Advokaturchef i Københavns Politi, Vibeke Thorkil-Jensen, bekræfter, at anklagemyndigheden lige nu overvejer, om der skal ske konfiskation af Uber-chaufførers ulovlige fortjeneste.
"Men jeg kan ikke udtale mig yderligere på nuværende tidspunkt," siger Vibeke Thorkil-Jensen til Fagbladet 3F.