Mand i latex terroriserer kvinder i skov
En mand iført en tætsiddende latex-dragt og maske blev søndag 6. juli anmeldt til politiet af tre kvinder, der stødte på ham i Tisvilde Hegn i Nordsjælland.
I det ene tilfælde onanerede han foran en kvinde, og i et andet tilfælde kastede han sig ned på jorden og havde en rød dildo hængende fra lynlåsen, da en kvindelig svampesamler gik forbi ham.
Hun spurgte, om han var ok, hvortil han svarede 'jeg har det fint', skriver sn.dk.
Meget tyder ifølge politiet på, at det er den samme mand, som også tre gange omkring 27. december onanerede eller gjorde andre kvinder utrygge i samme område.
"Se bort, for det kan godt være en, der ønsker at blive set, siden han klæder sig sådan ud. Gå stille og roligt væk, og lad være med at indlede en dialog," siger Morten Riisager-Pedersen, politikommissær ved Nordsjællands Politi, til sn.dk.
Udover at have latex/plastik-lignende dragt, maske og i nogle tilfælde en hat, bliver manden beskrevet som 180-185 centimeter høj, spinkel og dansktalende.
jr