Politirapporten: Flammer stod ud af bil
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 16. juli 2020
Brand i bil
Onsdag kl. 23.58 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil på Hasle Centervej i Aarhus V. Da patruljen ankom til stedet, kunne betjentene se, at der stod flammer ud af vinduet ved venstre bagdør, men der stod ingen andre biler i nærheden af den brændende bil. Brandvæsnet ankom til stedet og påbegyndte slukningsarbejdet, der var afsluttet godt en halv time senere. Årsagen til branden kendes endnu ikke.
Anholdt med narko i bilen
Onsdag kl. 16.35 kørte en patrulje på Rytoften i Aarhus V, da betjentene bemærkede en bil, som de ville lave en rutinekontrol af. I bilen sad der en 19-årig mand bag rattet og en 18-årig mand på passagersædet. Betjentene mistænkte føreren for at være påvirket, hvilket blev bekræftet ved en narkometertest, der gav udslag for cannabis. Den 19-årige fører blev derfor sigtet for narkokørsel.
Ved efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene flere små poser med hash og skunk, som ingen af de to mænd i bilen ville vedkende sig. Begge mænd blev dog sigtet for salg af narkotika. Efterfølgende ransagede betjentene et kælderrum, som den 19-årige havde en nøgle til, og her blev der fundet flere små poser med hash og et kontantbeløb.
Tørstig tyv opdaget i baggård
Onsdag kl. 15.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Burger Shack på Skolegade i Aarhus, hvor butikschefen havde tilbageholdt en tyv. Butikschefen var kort forinden gået ind af bagindgangen, hvor han havde bemærket, at døren til baggården stod ulåst, hvilket han undrede sig over.
Da han kom ind i gården, mødte han en ukendt mand, der var i færd med at stjæle sodavand fra kølerummet. Butikschefen tog kontakt til manden, der på engelsk oplyste, at han kom fra Rumænien. Butikschefen tog nogle billeder af manden, som han bad blive på stedet.
Da politiet ankom til stedet sad den 29-årige, rumænske mand og ventede på en mælkekasse. Han blev anholdt og sigtet for butikstyveri, hvorefter han blev kørt til politigården, hvor han fik en straksbøde på 1000 kroner.
Indbrud i private hjem i Aarhus
På Cort Adelers Gade i Aarhus N begået mellem onsdag den 8/7 kl. 10.00 og onsdag den 15/7 kl. 14.00
På Myggenæsvej i Aarhus N begået mellem mandag den 13/7 kl. 09.00 og onsdag den 15/7 kl. 15.45
På Dalvangen i Højbjerg begået torsdag den 16/7 kl. 01.53
jr