Spritstiv voldsmand på udgang hamrer ind i politistation
Nu er han overdraget til Kriminalforsorgen.
En mand, der var både fuld og voldelig, endte natten til søndag i en politistation. I bil.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Klokken 02.38 anmeldte en beværtning i Skibbrogade i Kalundborg, at en gæst havde slået en 20-årig mand i hovedet med et knytnæveslag i forbindelse med tumult på stedet.
Herefter var voldsmanden stukket af fra stedet i bil, og var under flugten bakket ind i en parket bil og blev set påkøre en hæk på vej væk fra stedet.
En patrulje blev sendt i retning mod værtshuset, men i det samme kom en melding, om et færdselsuheld ved politistationen på Banegårdspladsen i Kalundborg.
Ingen store skader på politistationen
Patruljen kørte til uheldsstedet, hvor en 32-årig mand fra lokalområdet blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han kunne mistænkes for også at have begået volden på beværtningen, og for de øvrige uheld undervejs.
Så efter at have fået udtaget en blodprøve, blev han taget med til politistationen til afhøring.
Ingen personer kom til skade ved uheldene, og der skete ingen større skade på bygningen ved politistationen, men de implicerede biler fik skader.
Ikke første gang den aften
Politiet havde også tidligere på aftenen truffet den 32-årige omkring klokken 23.55 i selskab med to andre mænd ved en beværtning i Kordilgade.
Her havde en patrulje bortvist de tre for dårlig opførsel, da de generede de andre gæster.
Det viste sig endvidere, at den 32-årige anholdte mand var på udgang fra fængslet i forbindelse med afsoningen af en tidligere dom.
Han blev efter endt afhøring og overdraget til kriminalforsorgen og indsat til videre afsoning, men vil høre mere i de nye sager senere, oplyser politikredsen.