Fortsæt til indhold

Politirapporten: Fuld mand på jagt efter slagsmål

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 4. september 2020

Krimi
Arkiv

Fuld mand på jagt efter slagsmål

Torsdag kl. 21.49 blev Østjyllands Politi kaldt ud til en restauration på Nørre Allé i Aarhus, hvor en meget fuld gæst gentagende gange havde forsøgt at indlade sig i slagsmål mere flere tilfældige gæster på stedet.

Da patruljen ankom til stedet, stod den 19-årige mand på fortovet og var tydeligvis meget beruset, idet han havde svært ved at holde balancen. Anmelderen kom ud til betjentene og forklarede, at flere gæster havde hjulpet med at fastholde den 19-årige og ført ham ud på fortovet, hvorefter de havde låst døren og ringet til politiet.

Den 19-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Han fik lov at tilbringe det meste af natten i detentionen, indtil han var ædru nok til at blive afhørt til sagen og løsladt igen.

Skunkplanter i lejligheden

Torsdag kl. 18.13 besøgte Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Viby, hvor betjentene havde mistanke om, at der blev dyrket skunkplanter. Da betjentene bankede på døren, blev de mødt af lejlighedens beboer, en 37-årig mand, der selv fremviste sine skunkplanter for betjentene. I forbindelse med ransagningen af lejligheden blev der desuden fundet en mindre mængde tørret skunk. Den 37-årige erkendte, at det hele tilhørte ham, og han blev sigtet for lov om euforiserende stoffer.

Hash i handskerummet

Torsdag kl. 19.07 standsede en patrulje en bil på Nørre Allé i Aarhus i forbindelse med en rutinekontrol. Da betjentene stak hovedet ind i bilen, kunne de konstatere, at der lugtede kraftigt af hash, og de besluttede derfor at ransage bilen. Her fandt de bagved panelet i handskerummet to store poser med hash i, som bilens fører, en 20-årig mand, nægtede ethvert kendskab til. Han blev dog alligevel sigtet for forsøg på salg af narkotika.

Indbrud i boliger i Aarhus

På Nørrevænget i Tranbjerg begået tirsdag den 1/9 mellem kl. 12.30 og kl. 12.45

På Uraniavej i Højbjerg begået mellem tirsdag den 1/9 kl. 11.00 og torsdag den 3/9 kl. 15.00

På Themsvej i Risskov begået torsdag den 3/9 mellem kl. 07.30 og kl. 22.40

jr