Polak lagt i håndjern
En polak fik en straksbøde på 3.000 kroner efter uro på Klostertorvet i Aarhus
Politiet fik tirsdag klokken 12.55 en anmeldelse om, at der var uro på Klostertorvet i det centrale Aarhus. Vagter på stedet var kommet i klammeri med nogle personer. Da betjentene ankom, kunne de se, at vagterne havde lagt en person i håndjern.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Vagterne forklarede politiet, at der flere gange i løbet af dagen havde været uro på stedet, og da der pludselig var opstået tumult mellem en mand og en kvinde, havde den ene vagt lagt sig imellem, hvorefter manden havde skubbet ham hårdt i brystet. Vagterne havde derfor lagt manden i håndjern og tilkaldt politiet, fremgår det af døgnrapporten.
Der var tale om en 30-årig mand, som blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Da han er polsk statsborger, fik han desuden en straksbøde på 3.000 kroner, oplyser Østjyllands Politi.
jwh