Fortsæt til indhold

48-årig varetægtsfængslet for at stjæle fra restaurant

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

En 48-årig mand blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor han var sigtet for tyveri fra en restaurant i Guldsmedgade i det centrale Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Onsdag klokken 23.28 fik Østjyllands Politi nemlig en henvendelse fra en borger, der i Klostergade i Aarhus havde bemærket en mand komme kørende med en sækkevogn fyldt med drikkevarer, som han kørte ind i en baggård.

Da han kom ud fra baggården igen var sækkevognen tom, og han gik ind i en anden baggård ved Guldsmedgade, hvorfra han cirka 15 minutter senere kom ud med sækkevognen fuld igen. Anmelderen syntes, at det virkede mistænkeligt og bad derfor sin kollega ringe efter politiet, mens han selv fulgte efter manden og så, at han læssede drikkevarerne af ved nogle blomsterkasser på Klostertorvet.

Der befandt manden sig stadig, da politiet ankom til stedet, og han erkendte da også med det samme, at han havde stjålet de mange sodavand. Han ville også gerne vise betjentene, hvor kosterne befandt sig.

Den 48-årige mand blev anholdt og sigtet for tyveri fra restauranten. Inden han blev kørt ind til politigården fik han dog besked på at køre alle drikkevarerne tilbage til den baggård, hvorfra han havde stjålet dem. Den 48-årige mand blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Døgnets øvrige hændelser

Ung mand havde joint i lommen

Onsdag aften klokken 20.00 kørte en patrulje til et supermarked på Ormslevvej i Viby efter anmeldelse om, at en gruppe unge mennesker larmede og skabte utryghed. Da betjentene tog kontakt til seks unge mænd, som stod på parkeringspladsen ved to biler, blev de mødt af en skarp lugt af hash fra både de forsamlede og fra bilerne, som holdt med åbne døre.

Alle seks mænd blev derfor visiteret, og i bukselommen på en 18-årig mand, fandt betjentene en joint. Den 18-årige blev derfor sigtet for besiddelse af narko, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Færdsel

Onsdag klokken 10.16 skete der et færdselsuheld i krydset Oddervej/Nymarksvej i Malling. En 30-årig mandlig bilist kom kørende ad Nymarksvej, med da han skulle svinge til venstre ad Oddervej kørte han ud foran en anden bil, der blev ført af en 51-årig mand, der ikke kunne nå at bremse. Der skete betydelig materiel skade på den 30-åriges bil, men kun mindre skade på den 51-åriges bil. Den 51-årige klagede over smerter i ryggen og blev derfor kørt til tjek på Aarhus Universitetshospital. Den 30-årige slap uskadt fra uheldet.

Onsdag klokken 17.31 skete der et færdselsuheld i krydset Åby Ringvej og Gudrunsvej i Åbyhøj. En 40-årig mandlig bilist kom kørende ad Ringvejen mod syd, da han skulle dreje til højre af Gudrunsvej. I den forbindelse påkørte han en 33-årig mandlig cyklist, der kom kørende bagfra på cykelstien. Cyklisten blev slynget af cyklen og slog hovedet mod jorde, men han bar cykelhjelm. Han blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen. Den 40-årige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Indbrud

På Åkrogs Strandvej i Risskov begået mellem torsdag den 27/8 klokken 09.00 og onsdag den 2/9 klokken 12.30

jwh