Fortsæt til indhold

Politirapporten: Bus kørte over cykel - cyklist fik fod i klemme

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 17. september 2020

Krimi
Arkiv

Hærværk på politigården

Natten til torsdag kort efter midnat blev en 42-årig mand løsladt fra politigården i Aarhus, efter at have været tilbageholdt i forbindelse med en anden sag. Manden ønskede dog ikke at forlade stedet og blev med at ringe på for at komme ind på politistationen, men blev afvist. Det fik manden til at kaste en sten mod hoveddøren til politigården, så denne blev knust. Manden blev herefter atter anholdt og sigtet for hærværk og fik så alligevel lov til at tilbringe endnu nogle timer på politigården.

Gademusikant bortvist

Onsdag kl. 10.46 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der følte sig meget generet af en gademusikant, der sad på Skt. Clemens Torv i Aarhus og spillede på en harmonika, der var tilsluttet en forstærker. Politiet fik efterfølgende flere henvendelser vedrørende gademusikanten, og en patrulje kørte forbi og fik en snak med den 20-årige mand med harmonikaen. Han blev efterfølgende bortvist fra stedet.

Stjal en pastasalat

Onsdag kl. 10.45 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor en medarbejder var løbet efter en butikstyv ud på Jægergårdsgade, hvor der var behov for politiets assistance. En medarbejder i butikken havde bemærket manden gå rundt ind i butikken og syntes han udviste mistænkelig adfærd. Medarbejderen holdt øje med manden og så, at han på et tidspunkt tog en pastasalat fra køledisken og gik forbi kasselinjen uden at betale.

Medarbejderne tilkaldte nogle vagter, og sammen fik de tilbageholdt manden ude på Jægergårdsgade. Her blev han fundet i besiddelse af pastasalaten, og da politiet ankom til stedet blev den 28-årige mand derfor sigtet for butikstyveri.

Eftersøgt af fogedretten

Natten til torsdag kl. 01.10 observerede en patrulje på Nordre Strandvej i Risskov en bil, der kørte lidt usikkert, og betjentene besluttede at standse den for at få en snak med føreren. I bilen sad der en 21-årig mand bag rattet og en 21-årig mand som passager. Da de begge virkede nervøse over politiets tilstedeværelse besluttede betjentene at kigge lidt nærmere på dem og på bilen.

Det viste sig, at den 21-årige passager var eftersøgt til fogedretten og han blev derfor anholdt med henblik på fremstilling i fogedretten. Han blev i den forbindelse visiteret og fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en ulovlig kniv, og han blev derfor siget for narkobesiddelse og for overtrædelse af knivloven.

Færdsel

Onsdag kl. 07.51 skete der et færdselsuheld i krydset Dynkarken/Sønder Allé i Aarhus C. En 26-årig kvindelig cyklist kom kørende ad cykelstien og skulle ligeud ved Spanien, men da hun skulle til at køre frem for grønt lys, syntes hun at den bus, der skulle svinge til højre ad Sønder Allé, kom meget tæt på hende, og hun stoppede derfor op. Bussen kom dog så tæt på hende, at hun væltede til højre og ind på fortovet, hvor hendes ene fod kom i klemme under cyklen, da den blev kørt over af bussen. Kvinden blev tilset af ambulancepersonalet, men hun var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Den 60-årige mandlige buschauffør blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Færdsel

Onsdag kl. 15.17 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 75-årig kvindelig bilist kørte på motorvejen i nordgående retning, da hun ikke bemærkede at bilen foran, der blev ført af en 20-årig mand, bremsede op, og hun kørte derfor ind i den forankørende bil. Begge parter blev tilset af ambulancepersonalet, men der var ikke umiddelbart sket alvorlig personskade. Uheldet gav lidt gener i trafikken, da begge spor kortvaring blev spærret i forbindelse med flytning af de to biler.

Færdsel

Onsdag kl. 15.26 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Vestre Ringgade i Aarhus C. En 37-årig kvindelig bilist holdt stille for rødt lys på Vestre Ringgade, men da lyset skiftede til grønt, kom hun til at træde på bremsen i stedet for koblingen, hvilket medførte at hun blev påkørt af den bagvedkørende bil, ført af en 32-årig mand, der herefter selv blev påkørt bagfra af en bil med en 28-årig mand bag rattet. Da påkørslerne var sket med meget lav hastighed skete der kun ringe materiel skade ved sammenstøde, der dog gav en del trafikale problemer i krydset, indtil bilerne var fjernet fra stedet.

Færdsel

Onsdag kl. 18.00 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, for narkobesiddelse, for kørsel uden førerret og for overtrædelse af knivloven, da han blev standset på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Manden blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv samt en mindre mængde hash. Ingen ville vedkende sig ejerskabet af bilen, der derfor blev beslaglagt af politiet med henblik på destruktion, da bilen havde meget ringe værdi.

Færdsel

Onsdag kl. 19.32 skete der et færdselsuheld på parkeringspladsen på Palle Juul-Jensens Boulevard i Aarhus N. En 28-årig kvindelig bilist overholdt ikke sin ubetingede vigepligt og påkørte en anden bil, der blev ført af en 20-årig mand. Da politiet ankom til stedet havde parterne selv talt sammen, og den kvindelige bilist var kørt fra stedet igen.

Indbrud i Aarhus

  • På Elevvej i Lisbjerg, Aarhus N begået tirsdag den 15/9 mellem kl. 12.00 og kl. 15.00
  • På Søsvinget i Egå begået onsdag den 16/9 mellem kl. 11.30 og kl. 12.50
  • På Åskrænten i Egå begået onsdag den 16/9 kl. 21.00

jr