Fortsæt til indhold

Formodet spritbilist katapulterer op i vejtræ

42-årig mand mistænkt for spritkørsel efter voldsomt solouheld

Krimi
Arkiv

Ganske mirakuløst kunne en 42-årig mand fredag aften selv kravle ud af sin ramponerede Honda efter et solouheld på Almevej ved Gilleleje.

Det skriver Netavisengribskov.dk.

Tidligt på aftenen mistede han i et sving herredømmet over sin bil og gled ud i rabatten, hvor bilen ramte et autoværn.

Autoværnet fungerede nærmest som en katapult og sendte bilen i vejret, men den blev standset brat af et vejtræ, som blev ramt i halvanden meters højde med voldsom kraft. Bilen landede ude på vejen, og den 42-årige fører kunne selv komme ud.

Det alvorlige uheld gjorde, at der blev sendt politi, ambulance, akutlæge og en lægehelikopter til stedet, men manden var utroligt nok sluppet for livstruende skader. Han blev dog kørt til Hillerød Sygehus til behandling.

Nordsjællands Politi udtaler til Netavisengribskov.dk, at man mistænker, at manden har kørt spritkørsel, idet han blæste over det tilladte i alkometret.

dp

Læs mere på Localeyes.dk