Fortsæt til indhold

Mand slået ned med flaske på åben gade i Aarhus

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

En ambulance og politiet måtte søndag eftermiddag tilkaldes til det centrale Aarhus, da en mand var blevet overfaldet på Banegårdspladsen.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiet fik anmeldelsen klokken 17.01, hvor det blandt andet løs, at manden gik rundt og blødte fra hovedet. Da patruljen kom frem, traf betjenene en 37-årig mand, som havde fået en flænge over det ene øje.

Han fortalte, at han var blevet slået med en flaske af en anden mand, men hvad der var gået forud, var han ikke videre meddelsom omkring. Han kunne give et signalement af manden, som patruljerne dog ikke umiddelbart kunne finde i nærheden.

En ambulance blev tilkaldt for, at manden kunne få tilset sin flænge, men han var ikke kommet alvorligt til skade, oplyses det i døgnrapporten.

Døgnets øvrige hændelser

Mand uden kørekort forsøgte at flygte

En patrulje dirigerede søndag klokken 18.05 en bil ind til siden på Edwin Rahrs Vej i Brabrand for at lave et rutinetjek. Det viste sig at være en god idé, for bag rattet sad en 20-årig mand, som er frakendt førerretten. I bilen lå en joint, som der tydeligvis lige var blevet røget af, og bilisten blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret.

Det lykkedes den 20-årige at vriste sig fri, men han nåede kun at løbe nogle få meter, før han blev indhentet og lagt i håndjern. Denne gang blev han sigtet for at flygte som anholdt.

Kvinde opgav falsk navn og blev anholdt

En patrulje kørte søndag morgen klokken 7.22 til en lejlighed på Illerupvej i Aarhus N, efter anmeldelser om larm og uro på adressen. Da betjentene kom frem, var der ro i lejligheden, men beboeren på stedet fortalte, at der havde været lidt ballade, og at han havde bedt to kvinder om at forlade stedet.

De to kvinder stod stadig i opgangen, og de insisterede på at ville ind i lejligheden igen. Betjentene bad begge kvinder gå væk fra adressen for ikke at eskalere en konflikt, men ingen af dem var særligt samarbejdsvillige. Patruljen bad om kvindernes id, og kontaktede derefter vagtcentralen for at få bekræftet navne og fødselsdatoer.

Den ene kvindes data passede ikke, og da hun nægtede at oplyse sit rigtige navn, blev hun anholdt. Det blev hun så utilfreds med, at hun gentagne gange råbte skældsord efter patruljen.

Inde på stationen fandt betjentene et id-kort i kvindens taske, og det viste sig, at hun var en 27-årig kvinde fra København. Efter at være blevet sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at nægte at opgive sit navn til politiet, blev hun løsladt.

Færdsel

Natten til mandag klokken 1.00 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Dr. Margrethes Vej i Aarhus N.

Natten til mandag klokken 1.22 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby.

Indbrud

• På Jeppe Aakjærs Vej i Åbyhøj begået mellem fredag d. 2/10 klokken 12.00 og søndag d. 4/10 klokken 18.50

jwh