Voldsom brand i populær forlystelsespark
Adskillige brandmænd er torsdag aften kaldt til Djurs Sommerland, hvor der er udbrudt brand i en restaurant
Det brænder torsdag aften i en restaurant hos forlystelsesparken Djurs Sommerland.
Klokken 18.48 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået ild i et udsugningsanlæg i en restaurant hos den østjyske forlystelsespark. Det fortæller vagtchef Peter Hunniche til Lokalavisen.
"Jeg har endnu ikke kendskab til skadernes omfang," fortæller han og slår fast, at branden opstod efter lukketid.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hos Beredskab og Sikkerhed, som har sendt adskillige brandbiler af sted til forlystelsesparken, oplyses det, at der fortsat er ild i bygningen, og at man har fået assistance fra tre lokalstationer samt fra flere frivillige.
På Twitter oplyser Østjyllands Politi klokken 20, at det fortsat brænder.
"Vi er til stede i Djurs Sommerland, hvor der kl. 1848 opstod ild i udsugningen i rest. Pirate's Food Market. Ilden blev i første omgang dæmpet, men havde allerede fået fat i tagkonstruktionen. Bygningen er nu overtændt, og vi forventer, at den brænder helt ned," lyder det fra Østjyllands Politi på Twitter, hvor det også oplyses, at der ikke er meldinger om tilskadekomne.
Lokalavisen følger sagen.