Person ramt af tog: Togtrafikken indstillet
En person er fredag morgen blevet ramt af et letbane-tog ved Skødstrup Station. Ulykken påvirker trafikken på flere letbane-strækninger
Letbanen holder fredag morgen stille på grund af en personpåkørsel i Skødstrup. Det bekræfter vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi overfor Lokalavisen Aarhus.
Han fortæller, at politiet klokken 06.08 fik en anmeldelse om, at en person var blevet ramt af et letbane-tog tæt på stationen i Skødstrup. Der er tale om en mand, som for kort tid siden er blevet kørt væk i ambulance til traumecenteret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Bo Christensen fra Østjyllands Politi kender dog endnu ikke mandens tilstand.
(Artiklen fortsætter under billedet)
"Han er i live, men mere ved jeg ikke på nuværende tidspunkt," fortæller vagtchefen til Lokalavisen Aarhus.
Ifølge Lokalavisen Aarhus' oplysninger var der 15 til 20 personer i letbane-toget, da ulykken tidligt fredag morgen skete. Politiet arbejder fortsat på stedet, og derfor er letbane-trafikken påvirket fredag morgen.
Lokalavisen Aarhus følger sagen