Lego snydt så det klodser: Millioner af kroner forsvandt
Lego blev over syv år bedraget for millioner af kroner, lyder det i anklageskrift. To mænd er tiltalt i sagen.
Ved systematisk brug af regninger, der var for høje i forhold til det udførte arbejde, lænsede to mænd ifølge anklagemyndigheden gennem syv år Lego for millioner af kroner.
Den ene mand arbejdede hos Lego, og han sørgede for, at fakturaerne blev betalt. Den anden ejer det fynske elfirma, som angiveligt afsendte de opskruede fakturaer, og fik udbetalt de mange penge.
De to mænd nægter sig skyldige, og derfor bliver det op til en domsmandsret i Kolding at afgøre, hvorvidt de skal dømmes. Sagen begynder tirsdag og ventes afsluttet til januar, skriver Ritzau.
Anklagemyndigheden har beslaglagt friværdien i en række ejendomme, som skal dække Legos tab.
"Det er vores opfattelse af en del af udbyttet er at finde her. Der er foretaget beslaglæggelser for omkring 4,8 millioner kroner. Der er jo et stykke op til de 17 millioner, og hvor resten af pengene er, det har jeg ingen idé om," fortæller specialanklager Klaus Meinby Lund til Ritzau.