Fortsæt til indhold

Kvinde snydt for flere tusinde kroner

Svindlere fortsætter med at snyde ældre kvinder i Aarhus

Krimi
Arkiv

De seneste uger er adskillige ældre kvinder i Aarhus blevet ringet op af mænd, der udgiver sig for at være fra en bank, og flere af kvinderne er endt med at blive snydt for flere tusinde kroner.

Onsdag eftermiddag var svindlerne igen på spil. Denne gang gik det ud over en 84-årig kvinde fra Åbyhøj, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ifølge kvinden blev hun ringet op af en mand, der sagde, at han hed Mogens, og at han var ansat i Danske Bank. Manden forklarede, at nogen havde hævet et stort beløb fra hendes konto, og at banken ville sende en medarbejder ud til hende for at hente hendes kreditkort.

Det lykkedes manden at narre kvinden til at udlevere sin pinkode, og kort efter kom en mand, der kaldte sig Hassan, på besøg. Han fik kvindens to kreditkort med sig og lidt efter blev der hævet en del tusinde kroner på dem, fremgår det af døgnrapporten.

Østjyllands Politi opfordrer desuden kraftigt til, at man aldrig udleverer sine personfølsomme oplysninger, og at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at de skal være ekstra opmærksomme på svindlere, der udgiver sig for at være fra banken eller lignende.

jwh