Politianmeldelse mod el-selskab: Sådan snød og vildledte de forbrugere over telefonen
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt el-selskabet Norström for ulovligt telefonsalg. Alle aftaler, som er indgået med Norström under ulovligt telefonsalg, er ugyldige.
El-selskabet Norström, der primært sælger el-abonnementer, er blevet politianmeldt for gennem fem måneder at have gennemført ulovlige opkald til 224 forbrugere og for at have vildledt 117 forbrugere under telefonsamtalerne. Det oplyser Forbrugerombudsmanden.
Ifølge klager, som Forbrugerombudsmanden har modtaget, har Norströms telefonsælgere blandt andet udgivet sig for at være forbrugernes nuværende elselskab og bedt forbrugerne udlevere deres kontooplysninger med den begrundelse, at de havde et tilgodehavende hos deres nuværende el-selskab eller kunne spare gebyrer.
Telesælgerne har i andre tilfælde bedt om forbrugernes CPR-numre med den begrundelse, at forbrugerne skulle tilmeldes grøn strøm, eller at forbrugernes nuværende el-selskab skulle fusionere med Norström.
"Vi har på kort tid fået uhørt mange klager over Norström. De mange klager tegner et billede af en salgsteknik, hvor man bevidst vildleder forbrugerne med det formål at få dem til at skifte til Norström. Det er noget, vi ser på med stor alvor, og vi har derfor politianmeldt virksomheden og anmodet politiet om at efterforske sagen nærmere," sigr forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.
Hun fastslår, at forbrugerne ikke er bundet af en aftale med Norström, hvis Norström har ringet til dem uden deres samtykke, eller hvis de er blevet vildledt til at indgå en aftale. Man skal hurtigst muligt skrive til Norström, at aftalen er ugyldig og eventuelt samtidig kontakte Energinet for at fejlmelde skiftet til Norström. Hvis Norström nægter at annullere aftalen, skal man anmode sit hidtidige energiselskab om at skifte tilbage til dem, hvis man ønsker dette, lyder rådet.
I samme sag er også leadvirksomheden SikkerFremtid ApS politianmeldt for at have medvirket til de ulovlige opkald ved at have solgt urigtige oplysninger om, at forbrugerne havde givet samtykke til at blive ringet op af Norström.
En leadvirksomhed er en virksomhed, der indsamler såkaldte leads – det vil sige samtykker til kontakt – bl.a. gennem konkurrencer på nettet.
Læs mere om sagen hos Forbrugerombudsmanden HER.
jn